Med den nye samarbejdsaftale bliver Azets implementeringspartner for udvalgte Worklinq-kunder i Danmark.

Vi er glade for at kunne annoncere, at Worklinq og Azets har indgået en aftale, som styrker samarbejdet omkring salg og implementering af nye potentielle kunder – med fokus på mindre og mellemstore virksomheder i Danmark.

Azets er en rådgivningsvirksomhed, der tilbyder en række løsninger inden for økonomi, løn og HR. Worklinq har allerede i mange år haft integration til Azets’ lønsystem, EPOS, og har derfor en sammenhængende og veldokumenteret løsning, der anvendes af mange kunder i Danmark.

Med den nye aftale vil Azets fungere som implementeringspartner på udvalgte nye og fælles kunder. Det betyder, at konsulenter med Worklinq-erfaring vil stå for opsætning og konfiguration og sikre integrationen mellem de to systemer, så tidsdata automatisk bliver overført fra Worklinq til EPOS.

“Med Azets som partner kan vi accelerere digitaliseringen hos nye kunder og samtidig skalere vores implementeringskraft. Det er en gevinst for begge parter – og især for kunderne.”

Jonas Qvarfordt, CRO, Worklinq

“Som et af Danmarks største lønhuse håndterer vi lønadministration for et stort antal virksomheder. Flere af vores konsulenter har allerede erfaring med Worklinq, og vi ser frem til at bringe deres ekspertise i spil for sammen at sikre korrekt og compliant løn til tiden.”

Jørgen Bærentzen, Head of Marketing & Partners, Azets

Support til cloudtransitioner

Flere af vores fælles kunder er i gang med at løfte deres nuværende on-premise-løsning til Worklinq Cloud. I disse transformationer kan Azets’ konsulenter tilbyde specialiseret sparring og validere, at systemerne er korrekt konfigureret – så dataudvekslingen forbliver intakt.


For yderligere information, kontakt:

Om Azets
Som selskab har Azets eksisteret siden 1995, og siden 2017 har vi heddet Azets. Med over 160 kontorer globalt og en dedikeret medarbejderstab på 8.200 professionelle, er vi i dag en førende aktør i markedet for kritiske forretningstjenester.

I Danmark er vores lokale tilstedeværelse sikret gennem 350 specialister, fordelt på kontorer i Herlev uden for København, Odense, og Århus.

Vores mål er at sikre, at virksomheder kommer hele vejen rundt om deres forretningskritiske områder. Azets understøtter alt fra håndtering af medarbejdere og lønadministration til dagligt bogholderi, rapportering og rådgivning om komplekse problemstillinger, så der skabes de bedst mulige rammer for fokus på kerneforretningen. Læs mere på www.azets.dk.